Followers: 0
Beskrivelse af bloggen: Det lå ikke just i kortene at vi skulle blive bedste venner, den dag vi så hinanden for første gang, den første dag i gymnasiet, august 2007. Alt så en del anderledes ud, end det gør i dag. Også udseendesmæssigt. Betina gik med leggins som bukser (åh jo) og standarduniformen var leggins, tunika og temmelig ustylet og deraf vildt hår. Kamilla lå i den anden ende af skalaen, og var yderst perfektionistisk, med en mere mainstream stil, og meget blond hår. Det blonde hår er vendt tilbage, mens resten er skiftet ud med en mere personlig tilgang til det med udseende.
Ved et tilfælde begyndte vi året efter at snakke sammen, og efter få måneder fandt vi ud af at vi havde meget mere til fælles, end vi umiddelbart havde regnet med. Resten er historie.
Vi har længe haft hver vores blog, men da vi ofte drager paralleller til hinanden, drøfter tøj og stil med hinanden og naturligt nok ofte nævner hinanden på vores blogs, har vi besluttet os for at starte denne blog sammen. Vi tror at dette samarbejde vil bidrage til en bedre blogoplevelse for både os og Jer, da vi, på trods af at vi grundlæggende kan lide samme stil og derudover deler både tøj- og skostørrelse - også kaldet "vores" størrelse, når vi shopper, har hvert vores udtryk.
Betina
Er 20 år gammel og bor i Roskilde sammen med Mandfolket. Er netop begyndt at læse til lærer og har derfor sin daglige gang i KBH. Stilen ændrer sig løbende og får input fra hver sæsons trends, uden at de bliver fulgt slavisk. Kernen er dog altid feminin, og kommer i flere varianter, såsom femme-fatale, romantisk, piget og med inspiration fra flere årtier. Især 50'erne og 60'erne.
Kamilla
Er 21 år ung og er bosat i Jyllands provins. Har netop påbegyndt sit andet sabbatår, før endelig studiestart. Arbejder pt. som tilkalde-vikar i en børnehave, samt lærervikar og vikar i den tilhørende SFO. Siger om sin egen stil: "Jeg tager jo bare dét på, jeg lige føler for", og det passer nok meget godt. Stilmæssigt feminin, dog med input fra rockens verden. Følger gerne tidens trends, men er bestemt ikke modeslave.